Nærmest alle danske børn går i grundskole i 10 år. Det er et grundlag for den videre opbygning af viden, som man skal lære resten i livet. Det er noget vi alle er fælles om, en uddannelse, som vi alle skal have i en eller anden form. For nogen, kan denne tid, dog være mere stormfuld og problematisk, end størstedelen. Det har Hanne Laier på 41 oplevet, at hendes datter Fridas folkeskole tid har været.

Af Anne Amalie Okkels

Frida går i 4. klasse. Hendes skoledag er umildbart bygget om som alle de andre elevers. Dog har hun brug for en del mere struktur i hverdagen, end andre børn ellers har. Hun har en app på hendes telefon, hvor hendes lærerne kan aftale hvor lang tid, hun skal arbejde med en opgave, og hvor lang tid hun kan holde pause. Frida har også brug for flere pauser. Frida har svært ved at holde opmærksomheden og har svært ved at styre sit eget energiniveau. Dog kunne hendes problemer kun ses derhjemme, selvom at de fyldte lige så meget for hende i skolen.


ADHD og ADD er ikke altid synligt


Mange børn med ADD, især piger, oplever at deres problemer ikke bliver set. Man er oftest meget stille, og gør derfor ikke meget lyd af sig. Det er ikke en diagnose som ses lige så tydeligt, som den mere hyperaktive ADHD ved drenge. Pigers ADD er stille, men er lige så opmærksomhedsforstyrrende, som dem som er mere larmende. Sådan har Frida i hvert fald oplevet det.

Det var under nedlukningen, at Fridas ADD virkelig kom til udtryk. Frida blev mere presset, da hendes normale strukturelle hverdag mere eller mindre var gået op i flammer. Dagene var ikke bygget op som de plejede, og det gjorde Frida mere udad reagerende. I sommeren 2021 blev hun diagnosticeret med ADD, og en plan for hjælp i skolen blev sat i værk af hendes forældre.

Fridas mor Hanne fik snakket med lærerne, og fortalte dem hvad Frida havde brug for. Struktur.

Lærerne havde ikke set Fridas problemer, de havde oplevet hende som en social pige, med fint fagligt niveau. Dog var det noget andet der blev set derhjemme.

”Det er fordi hun holder på sig selv i skolen. For hun kan sagtens tage sig sammen, og holde hendes ADD nede, men når hun så kommer hjem, reagerer hun, og så kommer det frem,” siger Hanne.


Arbejde og hjem skal ikke blandes sammen


Lærerne og skolen vil gerne hjælpe Frida det de kan, men Hanne oplever at det for det meste er hende, som skal tage teten. Det er hende som skal være den bekymrede forældre, og som skal blive ved med at minde om, at timer appen skal bruges, og at Frida stadig har brug for lidt ekstra hjælp ovre i skolen, for at hun kan være ordentligt med. Hanne tror at lærerne på skolen gerne vil hjælpe, men kan være bekymret for, at de ikke har de rette værktøjer til at kunne gøre det. Derudover ved hun, at der er mange elever i en klasse til få lærere, og at der derfor ikke altid er tid eller overskud, til at huske og kunne tage hånd om Frida og hendes udfordringer. Hanne er uddannet socialpædagog, og til hverdag arbejder hun på et gymnasie, hvor hun hjælper unge med fx ADD, med at få lavet en struktur, så de kan få en nemmere skolegang.

”På mit arbejde er jeg socialpædagog, men når jeg er hjemme, er jeg mor. Det skal ikke blandes sammen,” siger Hanne.

Hanne vil ikke være Fridas pædagog eller lærer, det er der andre som skal være. Hun drømmer om en skolegang for hendes datter, hvor der er plads til, at Frida kan udvikle sig, og hvor hun kan være i skole, uden hun bliver for presset og ked af det. Men Hanne ved godt, at det kan være svært for lærerne, for de har også andre børn, som og har behov, som der også skal tages af, derfor overvejer hun, en skole som er mere specialiseret til Fridas diagnose, og som kender til den, og ved hvad der hjælper. Eller blot en skole med færre elever i klassen, så der kan være mere tid til hver enkelt elev. Dog kan det være svært at vide, hvad der ville være bedst for ens datter. For som Hanne selv siger, så er hun hendes mor, og hun kunne godt bruge en udefra, som har forstand på børn med diagnosers behov, som kunne hjælpe hende med, at de valg og beslutninger hun står overfor. Den hjælp kan bare nogle gange være svær at få øje på.


Trivselspædagog hjælper Frida


Det kan netop være svært at vide, hvem der har ansvaret for barnets skolegang. En del af ansvaret ville de fleste nok sige ligger hos forældre, men en stor del ligger også hos skolen. Men hvem bestemmer hvilken skole eller hvilket tilbud er bedst for et barn. Skolerne ville for det meste sige, at de godt kan klare opgaven, for som mange af os andre, så er nederlag ikke noget man har lyst til at erkende, og man har ikke lyst til at erkende og sige, at det man kan og gør ikke er tilstrækkeligt. Så hvem skal så tage over og vurdere?

Der er ansat en trivselspædagog til Frida på hendes skole, som har samtaler med hende en gang om ugen, og som kan hjælpe med at få hverdagen og skolen til at glide lidt nemmere. Det mærker Hanne også er en stor hjælp, men hun kan være i tvivl, om det er nok, når Frida begynder i de ældre klasser, og der begynder at komme endnu mere pres på, og der begynder at være snak om eksaminer.

Især eksaminer, kan nemlig være rigtig svære for børn og unge med opmærksomhedsdiagnoser. Derfor ender optil hver anden ung med ADHD/ADD uden en bestået niende klasses eksamen. Det fører til, at det så kan være sværere at komme ind på en ungdomsuddannelse. I hverdagen fylder bekymringer meget for Hanne. Hendes liv er indrettet efter Fridas behov, og det kan både gå ud over det sociale og arbejdslivet. Hanne fortæller, at hun også har ambitioner for hendes arbejde, men at de er sat på hold for nu. Det vil de nok være indtil Frida er færdig med grundskolen, og forhåbentligt har fundet et uddannelsestilbud eller job, som passer til hende. Hvad Frida bliver til, er Hanne egentlig ligeglad med, bare det er noget som Frida er glad for.