Den lille by Hornum i Vesthimmerlands Kommune har fået vendt en træls tendens med skoletrætte elever til en solstrålehistorie.

Af Mikkel Brandt

og Anne Amalie Okkels

En folkeskole med fire lærere til godt 20 elever. Det lyder nærmest utopisk, men det er ikke desto mindre realiteten på Hornum Skoles EUD-afdeling, hvor man har særligt fokus på unge, der lider af skoletræthed. Her har man succes med at få skoletrætte unge tilbage til en normal skolegang.

EUD-tilbuddet kommer som følge af politiske initiativer, da politikerne på Christiansborg gerne vil have flere unge ud på erhvervsuddannelserne. Derfor skænkede de en pulje penge til alle de kommuner, der kunne have lyst til at starte nye erhvervsrettede uddannelser op på folkeskoleniveau. I Vesthimmerlands Kommune blev den daværende skoleleder af Hornum Skole, Lennart Roland Petersen, inspireret af de nye muligheder. Han startede derfor forberedelserne til EUD 8 og 9 på Hornum Skole i 2019.

Der var dog ingen faste planer for tilbuddet dengang. Det eneste, der stod fast, var, at det var et tilbud for skoletrætte elever i 8. og 9. klasse. Hornum Skole omdannede nogle gamle sløjdlokaler til et nyt samlet klasselokale for EUD-afdelingen, og derfra tog det ellers fart. I 2022 har EUD-afdelingen mere end 20 elever, der gennem uddannelsen skifter imellem skolearbejde og erhvervspraktik.

Det ser Henrik Bygholm, der blandt andet koordinerer praktik for EUD-tilbuddet på Hornum Skole , flere positive ting i:

”Vi har haft et stort fokus på, at de unge mennesker kommer ud i virkeligheden. Det er særligt drenge, der har haft et hårdt folkeskoleliv, hvor de tit har været placeret nede i et hjørne, så de ikke forstyrrede de andre elever. De har haft meget fravær, men det har ændret sig, efter de kom herover.”

EUD-afdelingen på Hornum Skole holder til i skolens gamle sløjdlokaler, der er omdannet til et almindeligt klasselokale. Foto: Mikkel Brandt

Henrik Bygholm tilskriver blandt andet, at EUD ikke har nogen lektier, hvilket har stor betydning for det lave fravær blandt eleverne. For selvom de giver udtryk for, at de er ligeglade med hjemmearbejdet, så er det en stor årsag til fravær, da eleverne ikke har lyst til at komme uforberedt til undervisningen. Derfor fjerner man en bekymring hos eleven og en stor hovedpine hjemme ved middagsbordet, når man ikke længere skal tænke på lektierne, mener Bygholm.

Skolens resultater og indsats er heller ikke til at tage fejl af, hvis man spørger Mathias Poulsen, der er elev på EUD-forløbet. Han er i øjeblikket i praktik ved et liftfirma, hvor han er glad for at være. Det er fjerde gang, han er ude i praktik, og forløbene har gjort stort indtryk på ham:

”Jeg er blevet tilbudt læreplads ved alle mine praktiksteder. Det gør mig rigtig glad og stolt, når jeg bliver anerkendt for mit arbejde. Før EUD gik jeg ikke i skole til mere end klokken 12, og jeg passede ikke mine ting. Nu tager jeg på arbejde klokken 5 og er først færdig klokken 15, men jeg er alligevel blevet mere frisk. Min største bekymring er, hvilken retning jeg skal gå, og hvem jeg skal takke ja til.”

Mathias’ historie er blot en af mange, ifølge Henrik Bygholm. Skolen er lykkedes med at få vendt en dårlig situation til en positiv for mange skoletrætte elever. Bygholm lægger blandt andet vægt på, at der er en stor samfundsgevinst ved arbejdet, som Vesthimmerlands Kommune og Hornum Skole i samarbejde startede for godt to år siden. Det er elever, der så ud til at blive en byrde for samfundet, der i stedet er blevet til attraktive medarbejdere for firmaer i kommunen, siger han.

Men Bygholm er heller ikke blind for EUD-tilbuddets begrænsninger:

”Vi tager ikke nogen ind på EUD-forløbet, der har specifikke diagnoser. Vi er slet ikke gearet til at tage os af unge, der eksempelvis har ADHD, eller unge, der er ude i et misbrug. Det har vi simpelthen ikke viden eller kompetencer nok til. Vi er til gengæld gode, når det kommer til unge, der er skoletrætte.”

Selvom indsatsen udelukkende er målrettet skoletrætte unge, så er Vesthimmerlands Kommune meget positive overfor at fortsætte EUD-tilbuddet i kommunen. Ifølge Inger Nielsen (V), der er formand for Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, så ser kommunen lige nu på, hvordan de kan fortsætte og udbrede EUD-tilbuddet til resten af kommunen:

”EUD-tilbuddet på Hornum Skole er bare en rigtig positiv historie. De har fået elever med meget skolevægring ned på nærmest ingen fravær, og eleverne er samtidig rigtig glade for at være der. Derfor ser vi også på, hvordan vi kan fortsætte tilbuddet, selv hvis politikerne på Christiansborg ikke sætter penge af til det i fremtiden. Vi vil gerne have tilbuddet ud i resten af kommunen”, siger Inger Nielsen (V).