Hvis det var udfordrende at få de nødvendige karakterer i folkeskolen, så er FGU et sandt mirakel. På FGU kan alle og enhver lykkes, så længe arbejdsmoralen er i orden.

Skrevet af Aksel Zakarias



Allan Kirkegaard hjælper med at få de lineære funktioner til at gå op – Foto: Aksel Zakarias

Allan Kirkegaard står og holder døren for de sidste elever. Nogle af dem sidder allerede klar ved bordet, mens andre kommer dryssende. Allan lukker døren, og klapper i hænderne.

”Velkommen til Hold 10. Er I klar til at komme i gang?” Klokken er 10:30.

Nogle svarer, imens andre har travlt med at slukke deres AirPods og lægge deres telefoner ned i taskerne.

Ved de lange hvide borde, hvor eleverne sidder, står der termokopper og papkrus. De skal have matematik, så der er blevet hældt ekstra meget kaffe op i krus og kopper.

I dag står den på opgaver. Eleverne bestemmer helt selv om de vil arbejde i grupper, eller om de vil arbejde individuelt. Det vigtigste er bare, at de får dem lavet.

”Sådan er arbejdsmoralen nemlig her på stedet,” fortæller Allan Kirkegaard.

”Hele formålet med FGU er, at de skal have et skoleløft, og det er meget forskelligt fra elev til elev, hvordan de opnår det bedst.”

En gruppe drenge er hurtige til at forlade lokalet, mens andre bliver siddende i klasselokalet.

En af dem, der sætter sig ud på gangen, er Sohib. Han er 19 år gammel og kommer fra Syrien. Sohib går ud ad døren med sin computer under armen. Han har aldrig haft problemer med matematik, og derfor er han klar til at gå i gang i sit helt eget tempo.
Derimod går det lidt mere trægt når der står engelsk på skoleskemaet. Netop af den grund er Sohib startet på FGU Aarhus. Han skal forbedre sine karakterer i engelsk og dansk, før han kan realisere sin drøm at blive bygningsmaler.


FAKTABOKS

FGU (Forberedende Grunduddannelse) er sat i værk for at hjælpe unge mennesker mellem 16 og 24 år som ikke er parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Man kan ende på FGU af mange veje, men de mest hyppige er på grund af sociale, personlige eller faglige årsager. En FGU tager to år. Formelt med uddannelsen er, at man efterfølgende kan starte på en ungdomsuddannelse såsom HF, erhvervsuddannelse eller man kan komme ud på arbejdsmarkedet. På FGU er der tre forgreninger, man kan vælge i mellem: Almen Grunduddannelse, Produktionsgrunduddannelse eller Erhvervsgrunduddannelse. FGU-institutionerne blev oprettet i 2017.


Ned på hug

Allan Kirkegaard scanner lokalet. Han er på udkig efter, om nogle af eleverne har brug for hans hjælp. Hans fornemmeste opgave er netop at hjælpe. I dag arbejder de med lineære funktioner. Eleverne skal have en god forståelse for lige præcis de opgaver de sidder og arbejder med netop nu, for det kan meget vel gå hen og blive noget af det, de skal til eksamen i. På FGU har de nemlig det Allan Kirkegaard kalder for en ’portfolio tankegang’.

Det går ud på, at eleverne skal gennemføre deres opgaver så godt som de overhovedet kan. Hvis det går fremragende, så gemmer eleverne den ned i deres digitale portfoliomappe som et tegn på, at de ville være i stand til at kunne gennemføre en lignende opgave til deres eksamen. Ikke noget med at trække en opgaveformulering, ikke noget med forberedelsestid eller lignende. Ganske enkelt.

Det er Allan Kirkegaards opgave som skolelærer at vurdere om eleverne derfor trænger til nemmere eller sværere opgaver. Når de skal op til eksamen, gælder det om at finde noget, som eleverne kan brilliere i.

Derfor tager Allan Kirkegaard sig også godt til at hjælpe eleverne på deres individuelle niveau. Han sætter sig ned på hug, og går i gang med at hjælpe en elev, som har lidt svært ved nogle lineære funktioner.

Man kan høre Allan Kirkegaards stemme stiger i pitch, i takt med at eleven knækker koden:

”Det er jo ligesom jernbane skinner. De to linjer kommer aldrig til at røre hinanden.”

”Lige præcis!” udbryder Allan. De smiler til hinanden, og Allan Kirkegaard får de stive knæ rettet ud, og går op foran tavlen.

”Der kan I bare se. Everybody is good in here!” siger han. Så snart én elev har fået succes, så skal det også regne ned over de andre i klassen.

Arbejd, arbejd, arbejd

Ude på gangen kan man høre tyggegummi-klikken og bordtennisbolde, der hopper på bordtennisbordene. Fra metalværkstedet kan man høre Nirvanas ’Smells like teen spirit’ brøle ud af højttaleren.

Flere af eleverne trisser rundt på gangene for at få al matematikken ud af hovedet, og det er helt normalt for eleverne på hold 10. Allan Kirkegaard nærmest opfordrer eleverne til at tage små pauser, for ikke at drukne i tal og koordinatsystemer.

Én af dem, der nyder godt af en pause, er Sohib. Han er glad for at gå på FGU-Aarhus, især når der står matematik med Allan på skoleskemaet.


FAKTABOKS

Eleverne på FGU-Aarhus har fem fag: Matematik, Samfundsfag, Naturfag, Engelsk og DSA (Dansk som andetsprog)


Han er ifølge ham selv en rigtig arbejdshest. Sohib har altid godt kunne lide at arbejde. Hans CV består af transportarbejde, tjener og avisbud. Sohib drømmer om at tjene lige så mange penge som han gjorde dengang, før han startede på FGU – Rigtig mange penge.

”Når jeg er i skole, tænker jeg selvfølgelig på skole, men når jeg har fri, så vil jeg bare gerne arbejde. Drømmen er mange penge. Hvis man har det, så kan man lave alt.”

Og drømme har Sohib mange af. Drømmen om at blive bygningsmaler er inden for rækkevidde, så længe han bare består engelsk på FGU om små fem måneder. Han sidder også og dagdrømmer om sommerferien, efter han er færdig på FGU. Den skal gå med besøg hos de venner og familie, som han har rundt omkring i verdenen; Tyrkiet, Tyskland, England og Holland.

Sohib mener, at det er sundt at dagdrømme lidt.

”Hvis ikke du drømmer, og tænker på din fremtid, så er man ikke et menneske,” siger han.

Klokken har slået 12:00, og det er tid til frokostpause, men inden Allan Kirkegaard slipper dem helt, har eleverne overrasket ham med en fødselsdagssang. Allan fylder år, men hvor gammel han bliver, har han dog ikke tænkt sig at afsløre.