56-årige Lene Eggertsen kender alt til de glæder og bekymringer, der hører med, når man er forælder til et barn i folkeskolealderen. Alligevel har hun et større kendskab til bekymringerne end de fleste.
Af Mikkel Brandt
Lene og hendes mand har i alt fire børn, hvor deres dreng Kasper er en af de yngste. Kasper var socialt på omgangshøjde med de andre børn, da han startede i børnehaven. Men det stod hurtigt klart for personalet i Kaspers børnehave, at han døjede med kognitive udfordringer.
Da Kasper kom i folkeskolen, var lærerne også bekymrede for, om han ville være i stand til at kunne klare de krav, der følger med, når man starter. Derfor blev han screenet, og det viste sig ganske rigtigt, at han kæmpede med kognitive udfordringer. Det var særligt hans arbejdshukommelse, der skabte problemerne. Screeningen viste, at Kasper havde behov for at få læringen gentaget for at kunne huske den.
Udfordringerne førte til, at han fik lov at starte i en projektklasse i starten af 1. klasse. Projektklassen indeholdt fire andre elever og to lærere. Ifølge Lene, så var det en god oplevelse for ham:
”Det var simpelthen bare rigtig godt for Kasper. Han udfoldede sig mere socialt, og det faglige fulgte også med.”
Men glæden var desværre kortvarig for Lene og hendes søn Da Kasper skulle starte i 3. klasse, blev projektklassen nedlagt, da skolen ikke længere havde ressourcerne til at holde den kørende, ifølge Lene. Derfor måtte Kasper tilbage i en helt almindelig klasse. I 6. klasse blev han udredt for ADHD, dysleksi og problemer med arbejdshukommelsen.
Valget om det sociale eller faglige
Det var blandt andet også derfor, at Lene, da Casper kom med slutningen af 6. klasse, ville sikre sig, at hendes søn var i stand til at gennemføre en eksamen, så han kunne komme videre på teknisk skole. Det mente Caspers skole i første omgang, at han godt ville være i stand til. Men et år senere ændrede skolen deres vurdering. I samme ombæring spurgte de, om Lene og hendes mand helst ville udvikle deres søn socialt eller fagligt, hvilket parret havde det svært med:
”Det havde vi det slet ikke godt med. Vi følte jo heller ikke, at det var fair. Skolen sagde, hvis vi ville have Kasper til at udvikle sig fagligt, så var det måske bedst med en specialklasse. Men det burde jo ikke være sådan.”
Derfor begyndte Lene at intensivere jagten på alternativer for sin søn. Men hun stødte panden mod muren ved de fleste af de muligheder, hun undersøgte. Enten fejlede Kasper ikke nok eller også var han for god til de tilbud, der var.
Det var endnu en kilde til frustrationer hos Lene, der følte, at Kasper blev fanget mellem to stole:
”Det var virkelig frustrerende. Enten var Kasper for god til tilbuddet, ellers var hans udfordringer ikke presserende nok. Jeg har altid kaldt ham et gråzonebarn, fordi han befinder sig mellem de to stole at være for god eller ikke dårlig nok.”
Problemer har haft en tærende effekt på familielivet
Ifølge Lene, så har hele forløbet med Kaspers uddannelse og manglen på hjælp haft en tærende effekt på hele familien. Hun beskriver oplevelserne som en rutsjebanetur, hvor de gode oplevelser nærmest er en lykkefølelse, men der samtidig ikke skal meget til, før korthuset vælter.
Det har også ført til spændinger mellem hende og hendes mand, der sommetider har mundhugges, fordi det har været så frustrerende:
”Min mand har været gennem et hårdt sygdomsforløb, og vi har samtidig skulle bruge ekstremt mange kræfter på alternative løsninger for Kasper. Så det har selvfølgelig været rigtig hårdt. Men det hårdeste har været vores følelse af, at der ikke er nogen, der har ville lytte til os og vores bekymringer”, siger Lene.
I dag går Kasper i 9. klasse på en efterskole på Fyn, der har lidt flere muligheder for at hjælpe børn, der har nogle af de samme udfordringer som ham. Men, ifølge Lene, har det ikke gjort en stor forskel rent fagligt, selvom hun godt kan mærke, at der er sket en ændring socialt set for Kasper.
Nye bekymringer om fremtiden
Lene kan også mærke, at der dukker nye tanker op omkring Kaspers fremtid, efter han er startet på efterskolen og er tættere på at komme videre i livet:
”Han kommer tættere på de 18 år, og her er vi bekymrede for, hvad der skal ske med ham. Han vil selvfølgelig blive mere selvstændig, og man kan aldrig vide, hvilke bekendtskaber han måtte få. Min mand og jeg er bekymrede for, om nogle måske kunne lokke ham ud i en kriminel løbebane. Vi er meget bevidste om, at særligt børn med ADHD er overrepræsenterede i statistikkerne over kriminalitet, og det ønsker vi ikke for Kasper.”
Når Lene og hendes mand ser tilbage på de sidste mange års udfordringer omkring Kaspers uddannelse, så kunne de godt have ønsket sig, at de var blevet taget mere i hånden i forhold til muligheder og bekymringer. De peger selv på, at det kunne være en person, der var uafhængig af økonomiske interesser, der kunne anerkende forældre og deres børn som andet end sagsnumre, så andre ikke skal opleve det samme:
”Min mand og jeg er heldigvis meget ressourcestærke, så vi har både haft overskuddet og budgettet til at støtte vores barn. Men hvad med andre, der ikke er lige så heldige som os. Det er forfærdeligt at tænke på”, siger Lene.
Skriv et svar